Morten Stoy ny Danmarksmester i Albin Express 2017

Sejlklubben Neptun Vejle var denne weekend vært for 24 stk. Albin Express fra Danmark, Tyskland og Sverige. Efter 8 tætte sejladser i meget springende vind på Vejle Fjord, kunne Morten Stoy og besætning endelig kalde sig Dansk Mester i Albin Express.

På forhånd var alle klar over at det skulle blive udfordrende at sejle på Vejle Fjord, som på grund af sit bakkede landskab, som regel byder på springende vind. Men at det ind i mellem skulle være med 20-30 graders spring, det havde de færreste vist forestillet sig. Specielt fordi de ofte valgte at springe tilbage igen, hvilket satte besætningerne på en hård opgave, både fysisk, men bestemt også psykisk. Samtidig var ”sommervejret” meget typisk for i år. Vejret bød på alt fra sol til vilde regnbyger og fra alt fra 3 til 10 m/s.

De udfordrende forhold gjorde, at flere af favoritterne allerede på første dag måtte indkassere sin fratrækker. Kun en besætning kom igennem uden at falde igennem – og det var Morten Stoy fra Horsens. Derfor kunne de efter en meget stabil serie nu endelig kalde sig for Dansk Mester i Albin Express.

Lige ved og næsten flere gange.

Både i 2015 og i 2016 lå Morten Stoy og besætning til at vinde, men måtte se guldet smutte i sidste sejlads. Derfor var der blandt sejlerne stor enighed om, at det var den rigtige vinder, som endelig kom ud af stævnet øverst på resultatlisten. Desuden er det 3 år i træk, at trofæet skifter ”ejer” og niveauet i klassen er rigtig højt.

Sejlklubben Neptun Vejle og stævneleder Palle Koch, havde skabt perfekte rammer omkring stævnet, hvor også 17 L23 deltog. Alt var forberedt til mindste detalje. Både logistik, forplejning og forhold på vandet foregik i suveræn stil.

  

       

Resultatliste – http://sailwave.com/results/SNV2017-DM-AlbinExpress.htm

Sailwave results for DM Albin Express 2017 at Vejle, Denmark 2017

Billeder:
Billeder fredag
Billeder lørdag
Drone-billeder fredag
Drone-billeder Vejle fredag

Skriv en kommentar